Den nye 2021-2022 sæson er klar

Kategorier

Onsdag d. 25. august trækkes den nye sæson igang. For første gang siden nedlukningen medio december vil brikkerne igen blive stillet op og der vil atter være aktivitet i skakklubben.

Endskønt en ny sæson står for døren skal den gamle og afbrudte 2020-2021 sæson spiles færdig. Der lægges således ud med at spille om klubmesterskabet 2021 hvor der er afsat 10 runder samt 3 klubaftener til udsatte partier. Sidste runde spilles således d. 17. november. Den følgende klubaften er der både generalforsamling samt klubmesterskabet i lynskak på programmet.

Som optakt til 2021-2022 sæsonens turneringer står onsdagene d. 1. og 8. december i åbningsteoriens tegn hvor Lars Wisler vil gennemgå Bird’s åbning hvorefter der spilles en miniturnering.

På årets sidste klubaften tages der hul på klubmesterskabet i hurtigskak 2021, og “nisseligvis” vil der denne aften også være plads til lidt julehygge i hinandens selskab. Når det nye år er skudt ind og budt velkommen fortsættes klubmesterskabet i hurtigskak 2021, som spilles over 5 dobbelte runder. Derefter følger klubmesterskabet i skak 2022 som spilles efter samme format som 2021-udgaven.

Onsdag d. 18. maj rundes sæsonen af med Generalforsamling 2022 samt efterfølgende turnering om klubmesterskabet i lynskak 2022.

Kalenderen er opdateret med alle de nye aktiviteter. Der tages forbehold for ændringer som følge af deltagerantal eller eventuelle nye coronarestriktioner.

Skriv et svar