GSK – Varde Skakklub III 3-1

Kategorier

Ole Henriksen, Varde Skakklub (th) og Hans Gregersen, GSK (tv) i et nervepirrende tidnødsdrama. (Foto: Lars Wisler)

Efter 2. rundes 0,5-3,5 blamage på udebane mod Jerne Skakklub II var det en sultent og hævntørstigt GSK-mandskab der tog mod Varde Skakklub III i aftenens sidste kamp i 3. runde i 4-mandsrække Vest. I følge ratingtallene var GSK favoritter med cifrene 2,65-1,35.

Favoritværdigheden levede hjemmeholdet op til. Olaf Nielsen bragte GSK foran 1-0 efter aktivt spil mod John Callesen, Varde Skakklub. Dragos George Septilici gjorde dernæst det slemme ved vardensernes Niels Aage Kristensen. Lars Wisler øgede føringen til 3-0 efter at have udnyttet en taktisk finte i et slutspil med tårne og uligefarvede løbere.

På fjerdebrættet kæmpede GSK’s levende legende, 90-årige Hans Gregersen bravt for at hente den fjerde gevinst. I et intenst og nervepirrende tidnødsdrama tabte Hans Gregersen på tid med en gevinststilling på brættet efter en fiks springerskak der ikke tidsnok blev fulgt op med en altafgørende binding.

Med aftenens 3-1 sejr indtager GSK tredjepladsen med 6 brætpoint og 4 matchpoint, 2,5 point efter Jerne Skakklubs første- og andethold der indtager en delt førsteplads med 8,5 brætpoint og 5 matchpoint. Næste runde spilles onsdag d. 15. januar hvor GSK på hjemmebane tager mod Varde Skakklub II der med 5,5 brætpoint og 2 matchpoint indtager rækkens foreløbige fjerdeplads.

Skriv et svar