Århundredets Skakshow i Grindsted

Kategorier

Lørdag d. 2. februar stod i fejringens tegn, på programmet var anden del af den store fejring af 100-året for Grindsted Skakklub. Dagens hovedperson var seniorverdensmesteren anno 2012, GM Jens Kristiansen.

En veloplagt stormester indledte, efter en velkomsttale ved formand Lars Wisler, fejringen med et spændende foredrag der tog publikum med på en interessant rundrejse i skakkens spændende verden, hvor han blandt andet lod vejen passere emner som hans VM-sejr, brug af computere til analyse af skakpartier samt valg af åbninger, krydret med tips, guldkorn samt et par spektakulære matter fra hans deltagelse i sidste års udgave af Larsens Nordjyske Mindeturnering.

Efter et par timers spændende og intens rundrejse i skakkens univers var det tid til både en festlig lagkage samt at lade brikkerne overtage scenen, eller, om man vil, felterne. Her spillede GM Jens Kristiansen simultant mod 14 af de 15 deltagere. To af deltagerne, Kim Skaanning-Pedersen, Skakklubben Evans og Dennis Munksgaard, Jerne Skakklub, præsterede at få skovlen under seniorverdensmesteren anno 2012 og to andre, Mogens Hargaard, Grindsted Skakklub samt Hans Jørn Andresen, Varde Skakklub præsterede at spille remis. Grindsted Skakklub kvitterede med flasker af den særlige 100-års jubilæumsvin til de dygtige deltagere.

Om antallet af deltagere: 15 var ikke mange. Til sammenligning var der 42 deltagere da fejringen af 100-året for skakklubben blev indledt lørdag d. 3. november sidste år med 3. afdeling af Syd Grand Prix. Til yderligere sammenligning er der i skrivende stund 24 tilmeldinger til 1. Grindsted Weekend EMT, der løber af stabelen i den sidste weekend i uge 7, d. 15. til d. 17. februar på TronsøSkolen.

Galleri (NYHED!)

Skriv et svar